Multilingual Folk Tale Database


Gåseurten (H.C. Andersen)

Marjetica Gåseurten
Fran Erjavec H.C. Andersen
Slovenian Danish

Poslušaj tedaj!

Zunaj na kmetih prav tik ceste je stal gradič. Gotovo si ga že enkrat vidil. Pred njim je majhen vrt poln cvetlic, okoli vrta je ograja, ki je pobarvana. Blizo ograje tik grabna sred najlepše zelene trave je rastla majhna marjetica. Solnce je sijalo ravno tako lepo in toplo na-njo, kakor na prekrasne gosposke cvetlice v vrtu; torej je pa tudi rastla, da se je skorej vidilo. Nekega jutra se je popolnoma razcvetela, njena mala ko sneg bela peresca so kot žarki obdajala rumeno solnčice v sredi. Ona ni mislila, da je ondi v travi nihče ne vidi in da je revna zaničevana cvetlica. O ne! prav vesela je bila, obrnila se je na ravnost proti toplemu solncu, gledala mu v lice in zraven je poslušala škrlico, ki je žvrgolela v sinjem zraku.

Mala marjetica je bila tako vesela, kot bi bil velik praznik, pa je bil le pondeljek. Otroci so bili vsi v šoli. Med tem, ko so oni sedeli v klopeh in se kaj učili, sedela je marjetica na malem zelenem stebelcu ter se je od solnca in od vsega, kar je bilo krog nje, učila, kako dober je Bog in

neznano je bilo všeč, da je mala škrlica tako razločno in lepo prepevala to isto, kar je tudi ona tiho čutila v svojem srcu. In marjetica je z nekim spoštovanjem gledala na srečno tico, ki zna, prepevati in letati, ali žalostna vendar ni bila, da ona tega ne zna. »Saj vidim in slišim!« mislila si je, »solnce me osija in gozd me ljubi! O kako bogato sem obdarovana!«

V ograji je rastlo mnogo okornih gosposkih cvetlic; menj ko so dišale, bolj so se bahale. Potonke so se napihovale, da bi bile veče nego roža, ali sama velikost še ni vse. Tulipani so bili. najlepše pisani, to so tudi sami dobro vedili, zató so se pa držali po koncu kot sveče, da bi jih človek laglje vidil. Za malo marjetico zunaj ograje se še zmenile niso, ali ona se je pa toliko bolj na-nje ozirala in je mislila: »Kako so te lepe in bogate! K njim leti gotovo krasna tisa, da jih obišče! Hvala Bogu, da sem tako blizo, saj lahko vidim to lepoto.« In ravno, ko je to mislila, »kvivit« prileti škrlica, toda ne k potonkam in tulipanom, kaj še! — na ravnost v travo k uborni marjetici. Ona se od zgolj veselja tako prestraši, da ne vé, kaj bi si mislila.

Tičica pleše krog nje ter poje: »Kako je travica mehka in glej! kako ljubeznjiva cvetlica je tu, ima zlato srce in srebrno obleko!« Krožec sred marjetice je bil res tak, kot bi bil zlat in mala peresca okoli so se svetila kot srebro.

Oh kako je bila srečna mala marjetica, tega bi nihče ne verjel. Tica jo je poljubila s kljunčkom, pela ji je in potem je spet zletela v sinji zrak. Gotovo je trpelo četrt ure, da se je marjetica spet zavedila. Sramožljivo ali vendar z veselim srce se ozré na druge cvetlice v vrtu, saj so vidile, kaka čast, kaka sreča jo je doletela; gotovo so razumele, kako veselje je to. Ali tulipani, so se še enkrat bolj leseno držali nego poprej, od togote so se jim podaljšali rudeči obrazi. Potomke so imele strašno debele butice, to je še dobro bilo, da, niso znale govoriti, sicer bi bile gotovo do dobrega okregale marjetico. Uboga mala cvetlica je pač vidila, da one niso dobre volje in to jo je bolelo pri srcu. Zdajci pride v vrt deklica z velikim ostrim in svitlim nožem, gre na ravnost med tulipane in poreže enega za drugim. »Uh!« vzdihne mala marjetica, »to je strašno, zdaj jih je konec.« In deklica odide s tulipani. Marjetico je zdaj veselilo, da je rastla zunaj v travi in da je bila mala revna cvetlica. Bila je prav hvaležna, in ko je solnce zatonilo, zganila je peresca, zaspala in celo noč je senjala od solnca in od male tice.

Drugo jutro, ko je cvetlica spet veselo stezala svoja bela peresca, kot ročice proti zraku in proti svetlobi, spoznala je glas tice, ali njena pesem je bila žalostna. Uboga, škrlica je že vedila zakaj, revica je bila vjeta in je sedela v kletki blizo odprtega okna. Prepevala je od mladega zelenega

žita na polji, kako prosto in veselo je letala okrog in na lehkih perutnicah se dvigala v visoki zrak. Uboga škrlica ni bila dobre volje, bila je vjeta v kletki.

Mala marjetica bi bila kaj rada pomagala. Ali kako? Bilo je težko si kaj pravega izmisliti. Zdaj je popolnoma pozabila, kako lepo je bilo vse okoli je, kako toplo je solnce sijalo in kako lepa so bila njena bela peresca. Mislila je le na ujeto tico, keri ni mogla nikakor pomagati,

Zdajci prideta dva dečka iz vrta; eden je imel v rokah velik in oster nož, ravno takega, kakor ga je imela deklica, ki je porezala tulipane. Šla sta naravnost proti marjetici, ki si nikakor ni mogla misliti, kaj hočeta.

»Tu lehko izreževa lepo rušino za škrlico«, pravi en deček in začne rezati rušino na štiri vogle okoli marjetice, da je bila ravno v sredi.

»Odtrgaj cvetlico!« reče drugi deček in marjetica trepeče od strahú. Če jo utrga, vzeme ji življenje in zdaj bi še tako rada živela, ker z rušino vred pride v kletko k ujeti škrlici.

»Nikar, pusti jo!« veli drugi deček, »kako lepo se podá.« In ostala je in prišla v kletko k škrlici.

Ali uboga tica je glasno tarnala za zgubljeno svobodo in je bila s perutnicami ob železni drat. Marjetica ni znala govoriti, in kakor bi bila

rada, ni mogla spregovoriti ne besedice v tolažbo. Tako je minul celi dopoldan.

»Vode ni tù«, pravi vjeta škrlica. »Vsi so odšli in so pozabili mi dati kaj piti. Moje grlo je suho in peče! V meni žge kot ogenj in zrak je težak. Ah, umreti moram, moram se ločiti od toplega solnca, od lepega zelenja od vse krasote, ki jo je vstvaril Bog.« Da bi se nekoliko ohladila, vtakne kljunček v hladno rušino. Zdajci zagleda marjetico, kima ji in jo poljubuje s kljunom rekoč: »Tudi ti moraš se posušiti, ti bora cvetlica! Tebe in majhen košček zelene trato so mi dali za celi svet, ki sem ga imela zunaj. Vsaka travica mi mora biti zeleno drevó, vsako tvoje belo peresce mesto dišeče cvetlice. Ah, to vse le spominja, koliko sem zgubila!

»Da bi jo mogel kdo potolažiti!« misli si marjetica, ali ona še lista ni mogla ganiti. Toda duh, ki je puhtel iz nježnih peresec, bil je mnogo močneji, nego je navadno pri tej cvetlici. To je zapazila tudi tica in da si tudi je od žeje omedlela in v tej bolečini ruvala zeleno travo, vendar se ni doteknila cvetlice.

Dan se je nagnil in nobenega še ni bilo, da bi prinesel tici kapljo vodo. Zdaj sprostrè lepe perutnice ter jih krčevito stresa; pip! pip! žalostno zapoje in nagne malo glavico proti cvetlici — od pomanjkanja in od hrepenenja jej srce otrpne. Zdaj

cvetlica ni mogla zganiti peresa in zaspati, kot prejšni večer, bolna in žalostna je pobesila glavo.

Še le drugo jutro sta prišla dečka, in ko zagledata mrtvo tico, oh kako sta jokala, britko jokala! Skopala sta jej lep grob in sta ga ozaljšala s cvetličnimi peresci. Mrtvo tico so déli v lepo redečo škatljico, prav kraljevo so hotli zakopati boro tico. Ko je še živela in pela, pozabili so na-njo, zapustili jo v kletki brez vsega — zdaj so jo pa lišpali, objokavali.

Rušino z marjetico vred so pa vrgli na cesto v prah, nihče se ni spomnil nje, ki je najbolj čutila za malo tičico, ki bi jo bila tako rada tolažila.

Nu skal du høre!

Ude på landet, tæt ved vejen, lå et lyststed. Du har bestemt selv engang set det! der er foran en lille have med blomster og et stakit, som er malet. Tæt herved på grøften, midt i det dejligste grønne græs, voksede en lille gåseurt. Solen skinnede lige så varmt og smukt på den, som på de store rige pragtblomster inde i haven, og derfor voksede den time for time. En morgen stod den ganske udsprunget med sine små, skinnende hvide blade, der sidder som stråler rundt om den lille gule sol indeni. Den tænkte slet ikke på, at intet menneske så den der i græsset og at den var en fattig, foragtet blomst. Nej den var så fornøjet, den vendte sig lige imod den varme sol, så op i den og hørte på lærken, som sang i luften.

Den lille gåseurt var så lykkelig, som om det var en stor helligdag, og så var det dog en mandag. Alle børn var i skole. Mens de sad på deres bænke og lærte noget, sad den på sin lille grønne stilk og lærte også af den varme sol og alt rundt omkring, hvor god Gud er, og den syntes ret at den lille lærke sang så tydeligt og smukt alt, hvad den i stilhed følte, og gåseurten så med en slags ærbødighed op til den lykkelige fugl, der kunne synge og flyve, men var slet ikke bedrøvet, fordi den selv ikke kunne det. "Jeg ser og hører jo!" tænkte den, "solen skinner på mig og vinden kysser mig! oh, hvor jeg dog er blevet begavet!"

Inden for stakittet stod så mange stive, fornemme blomster, jo mindre duft de havde, des mere knejsede de. Pæonerne blæste sig op, for at være større end en rose, men det er slet ikke størrelsen, som gør det! Tulipanerne havde de allersmukkeste kulører, og det vidste de nok og holdt sig så ranke, for at man endnu bedre skulle se det. De lagde slet ikke mærke til den lille gåseurt udenfor, men den så des mere på dem og tænkte: "Hvor de er rige og dejlige! ja, dem flyver vist den prægtige fugl ned til og besøger! Gud ske lov, at jeg står så nær herved, så kan jeg dog få den stads at se!" og lige idet den tænkte det, "kvirrevit!" der kom lærken flyvende, men ikke ned til pæoner og tulipaner, nej, ned i græsset til den fattige gåseurt, der blev så forskrækket af bare glæde, at den vidste slet ikke mere, hvad den skulle tænke.

Den lille fugl dansede rundt omkring den og sang: "Nej, hvor dog græsset er blødt! og se, hvilken sød lille blomst med guld i hjertet og sølv på kjolen!" den gule prik i gåseurten så jo også ud som guld, og de små blade rundt om var skinnende sølvhvide.

Så lykkelig som den lille gåseurt var, nej, det kan ingen begribe! Fuglen kyssede den med sit næb, sang for den og fløj så igen op i den blå luft. Det varede bestemt et helt kvarter, før blomsten kunne komme sig igen. Halvt undselig og dog inderlig fornøjet så den til blomsterne inde i haven. De havde jo set den ære og lyksalighed, der var vederfaret hende, de måtte jo begribe, hvilken glæde det var, men tulipanerne stod nok engang så stive som før, og så var de så spidse i ansigtet og så røde, for de havde ærgret sig. Pæonerne var ganske tykhovedede, bu! det var godt, at de ikke kunne tale, ellers havde gåseurten fået en ordentlig tiltale. Den stakkels lille blomst kunne nok se, at de var ikke i godt humør, og det gjorde den så inderligt ondt. I det samme kom der inde i haven en pige med en stor kniv så skarp og skinnende, hun gik lige hen mellem tulipanerne og skar den ene af efter den anden. "Uh!" sukkede den lille gåseurt, "det var jo forskrækkeligt, nu er det forbi med dem!" Så gik pigen bort med tulipanerne. Gåseurten var glad ved, at den stod ude i græsset og var en lille, fattig blomst. Den følte sig ret så taknemlig, og da solen gik ned, foldede den sine blade, sov ind og drømte hele natten om solen og den lille fugl.

Næste morgen, da blomsten igen, lykkelig, strakte alle de hvide blade ligesom små arme ud mod luft og lys, kendte den fuglens stemme, men det var sørgeligt, hvad den sang. Ja, den stakkels lærke havde god grund dertil, den var blevet fanget og sad nu i et bur tæt ved det åbne vindue. Den sang om at flyve frit og lykkeligt omkring, sang om det unge, grønne korn på marken og om den dejlige rejse, den kunne gøre på sine vinger højt op i luften. Den stakkels fugl var ikke i godt humør, fangen sad den der i buret.

Den lille gåseurt ønskede så gerne at hjælpe, men hvorledes skulle den bære sig ad dermed. Ja det var vanskeligt at hitte på. Den glemte rent, hvor smukt alt stod rundt om, hvor varmt solen skinnede, og hvor smukke hvide dens blade så ud. Ak, den kunne kun tænke på den fangne fugl, som den slet ikke var i stand til at gøre noget for.

Da kom der i det samme to små drenge ud af haven. Den ene af dem havde i hånden en kniv, stor og skarp som den, pigen havde til at skære tulipanerne af med. De gik lige hen imod den lille gåseurt, der slet ikke kunne begribe, hvad de ville.

"Her kan vi skære en dejlig græstørv til lærken!" sagde den ene dreng og begyndte at skære i en firkant dybt ned, omkring gåseurten, så at den kom til at stå midt i græstørven.

"Riv den blomst af!" sagde den anden dreng, og gåseurten rystede ordentlig af angst, thi at blive revet af, var jo at miste livet, og nu ville den så gerne leve, da den skulle med græstørven ind i buret til den fangne lærke.

"Nej, lad den sidde!" sagde den anden dreng, "den pynter så net!" og så blev den siddende og kom med ind i buret til lærken.

Men den stakkels fugl klagede højt over sin tabte frihed og slog med vingerne mod jerntrådene i buret. Den lille gåseurt kunne ikke tale, ikke sige et trøstende ord, ihvor gerne den ville. Således gik hele formiddagen.

"Her er intet vand!" sagde den fangne lærke, "de er alle ude og have glemt mig med en dråbe at drikke! min hals er tør og brændende! der er ild og is indeni mig og luften er så tung! Ak, jeg må dø, fra det varme solskin, fra det friske grønne, fra al den dejlighed, Gud har skabt!" og så borede den sit lille næb ned i den kølige græstørv, for derved at opfriskes lidt. Da faldt dens øjne på gåseurten, og fuglen nikkede til den, kyssede den med næbbet og sagde: "Du må også visne herinde, du stakkels lille blomst! Dig og den lille grønne plet græs har man givet mig for den hele verden, jeg havde udenfor! hvert lille græsstrå skal være mig et grønt træ, hvert af dine hvide blade en duftende blomst! ak, I fortæller mig kun, hvor meget jeg har mistet!"

"Hvem der dog kunne trøste ham!" tænkte gåseurten, men den kunne ikke røre et blad. Dog duften, som strømmede ud af de fine blade, var langt stærkere, end den ellers findes hos denne blomst. Det mærkede også fuglen, og skønt den forsmægtede af tørst og i sin pine rev de grønne græsstrå af, rørte den slet ikke blomsten.

Det blev aften, og endnu kom ingen og bragte den stakkels fugl en vanddråbe. Da strakte den sine smukke vinger ud, rystede dem krampagtigt, dens sang var et vemodigt pipi. Det lille hoved bøjede sig henimod blomsten, og fuglens hjerte brast af savn og længsel. Da kunne blomsten ikke, som aftnen forud, folde sine blade sammen og sove, den hang syg og sørgende ned mod jorden.

Først den næste morgen kom drengene, og da de så fuglen død, græd de, græd mange tårer og gravede den en nydelig grav, som blev pyntet med blomsterblade. Fuglens lig kom i en rød, dejlig æske, kongeligt skulle den begraves, den stakkels fugl! da han levede og sang, glemte de ham, lod ham sidde i buret og lide savn, nu fik han stads og mange tårer.

Men græstørven med gåseurten blev kastet ud i støvet på landevejen, ingen tænkte på den, som dog havde følt mest for den lille fugl og som gerne ville trøste den!



Change: Change: