Multilingual Folk Tale Database


Der Wolf und die sieben jungen Geisslein (Jacob & Wilhelm Grimm)

Vlk a sedm kůzlátek Ulven og de sju geitekillingene
unknown author unknown author
Czech Norwegian

Byla jednou jedna stará koza a ta měla sedm kůzlátek. Velmi je milovala, jako jen matka může milovat své děti. Jednoho dne musela jít do lesa na trávu. Svolala si kůzlátka a pravila: „Milované děti, já musím do lesa. Buďte tu hodné, dobře zavřete dveře a mějte se na pozoru před vlkem. Ten netvor se často vydává za někoho jiného, ale podle jeho hrubého hlasu a černých tlap ho vždycky poznáte.“ Kůzlátka odpověděla: „Milovaná maminko, budeme se míti na pozoru, můžete jít bez obav.“ Tak odešla koza do lesa.

Za nějakou chvíli někdo zaklepal na dveře: „Otevřete milé děti, vaše maminka přišla a každému něco dobrého přinesla.“ Ale kůzlátka uslyšela hrubý hlas a bylo jim hned jasné, že to je vlk. „Neotevřeme!“ volala: „Ty nejsi naše maminka, ta má tenký a milý hlásek, ale tvůj hlas je jako struhadlo! Ty jsi vlk!“

Tak vlk zašel ke kramáři a koupil si kus křídy. Tu pak sežral a rázem měl tenký hlásek. Šel zpět, klepal na dveře a volal: „Otevřete milé děti, vaše maminka přišla a každému něco dobrého přinesla.“ Ale kůzlátka uviděla vlkovy černé tlapy a odpověděla: „Neotevřeme, naše maminka nemá černé tlapy! Ty jsi vlk!“

Tak vlk běžel k pekaři a řekl mu, že si poranil tlapy, ať mu dá kousek těsta. A když mu pekař tlapy namazal těstem, běžel vlk za mlynářem, ať mu tlapy pomoučí. Mlynář se zdráhal, tušil, že chce někoho napálit, ale když mu vlk řekl, že ho sežere, když mu nohy nepomoučí, udělal, co měl. A vlk běžel ke kůzlátkům, zaklepal a volal: „Otevřete milé děti, vaše maminka přišla a každému něco dobrého přinesla.“ A položil na okno svoje bílé tlapy, aby kůzlátka viděla, že je to maminka a otevřela mu dveře. To bylo děsu, když dovnitř vtrhnul vlk. Kůzlátka se snažila zachránit, jedno skočilo pod stůl, druhé do postele, třetí do pece, čtvrté do kuchyně, páté do skříně, šesté pod umyvadlo, sedmé do hodin. Ale vlk je postupně našel a spolykal, jenom to sedmé v hodinách nenašel. Když se tak skvěle nasytil, odvalil se pryč, lehl si venku na zelenou louku a usnul.

Zanedlouho poté přišla koza z lesa domů a co viděla? Dveře byly otevřené, stůl, židle a lavice převrácené, umyvadlo rozbité na podlaze, polštáře a přikrývky na posteli rozházené. Hledala své děti, ale nemohla je nikde najít, volala je jmény jednoho po druhém, ale nikdo neodpovídal, až zavolala to sedmé, odvětil jí tenký hlásek a ona ho vysvobodila z úkrytu v hodinách. A sedmé kůzlátko jí vyprávělo, jak přišel vlk a bratříčky sežral. Nedovedete si představit, jak hořce pro své nebohé děti koza naříkala a plakala. Nakonec vyšla s tím nejmenším ven, a když přišli na louku, uviděli ležet pod stromem vlka, který chrápal, až se větve třásly. Koza vlka ze všech stran obhlížela a viděla, že v jeho obrovském břichu se něco pohybuje a převrací. „Ach dobrotivý bože,“ pomyslila si: „jsou to moje ubohé děti, které spolykal k večeři, snad ještě žijí!?“

Tak poslala nejmladší kůzle domů, aby jí přineslo nůžky, jehlu a nit. A pak rozstřihla té stvůře břicho a sotva poprvé střihla, vykoukla hlavička jednoho kůzlátka, a když dále stříhala, postupně vyskákala všechna kůzlátka, byla celá a zdravá, neboť nenasytný vlk je spolykal celá. To bylo radosti! Kůzlátka se k mamince tiskla a tancovala kolem ní jako švec na svatbě. Ale koza řekla: „Teď běžte a přineste velké kameny, musíme tomu netvorovi naplnit břicho, dokud spí!“ Tak kůzlátka přivlekla velké kameny a naskládala je vlkovi do břicha, co se do něj vešlo. Pak mu koza zašila ránu, aniž by to vlk zpozoroval nebo se vůbec za celou dobu pohnul.

Konečně se vlk probudil a postavil na nohy. A protože mu od toho kamení bylo těžko od žaludku, chtěl se napít ze studně. Když se rozběhnul, začaly se kameny v jeho břiše o sebe tlouci, čemuž se podivil, neboť spolykal kůzlátka a má v břiše snad kamení. Když se přivalil ke studni a naklonil se nad vodu, těžké kameny ho stáhly dolů a on se bídně utopil.

A sedm kůzlátek, která to viděla, se běžela na jeho konec podívat a volala: „Je po vlkovi! Je po vlkovi!“ A chytila se za ruce a samou radostí i s mámou tancovala kolem studny.

En gang var det en geit som hadde syv små kje, og hun var så glad i dem som bare en mor kan være. En dag skulle hun ut i skogen etter mat, men før hun gikk, ropte hun alle ungene inn til seg og sa: - Kjære barna mine, jeg må ut i skogen etter mat til dere. Nå må dere passe dere godt for ulven, for hvis han slipper inn i stua, eter han dere alle sammen med hud og hår. Det verste er at han kan skape seg om på så mange måter. Men dere kan alltid kjenne ham på det grove målet og de svarte føttene hans.

- Bare gå du, mor, svarte killingen. - Vi skal nok passe oss. Du kan være helt trygg! Så mekret mor og gikk rolig ut i skogen.

Det var ikke lenge før det banket på døren, og en ropte: - Lukk opp for meg, barn! Mor er kommet hjem og har med noe til dere! Men killingene hørte på målet at det måtte være ulven. - Å nei, vi lukker nok ikke opp for deg! ropte de. - Du er ikke mor vår, for hun er så fin og grann i målet. Du er ulven, det hører vi godt!

Da gikk ulven til landhandleren og kjøpte et stort stykke kritt. Og da han hadde spist det, ble han så fin i målet. Så skyndte han seg tilbake igjen og banket på døren. - Lukk opp, barna mine! Mor er kommet hjem og har med noe godt til dere.

Men han hadde stukket den svarte labben sin like bort ved vinduet, slik at barna så den. Og så ropte de: - Å nei, vi lukker ikke opp for deg, for du er ulven. Moren vår har ikke slike svarte føtter.

Da løp ulven til en baker og sa: Jeg har støtt foten min, stryk litt deig på den! Og bakeren klinte labbene hans inn med deig. Så løp han til mølleren og sa: - Strø hvitt mel på labbene mine!

Men mølleren skjønte at ulven tenkte på noe vondt, og så ville han ikke. Da sa ulven: - Hvis du ikke gjør det, så eter jeg deg! Og da ble mølelren redd og gjorde labbene hans hvite.

Så gikk ulven for tredje gang og banket på: - Lukk opp! Mor er kommet hjem og har med noe godt til dere! Geitekillingene svarte: - La oss først få se labbene dine, så vi ser om du er moren vår!

Da la ulven labbene sine i vinduet. Og da ungene så at den var hvit, trodde de at det var sant alt det den hadde sagt. Så åpnet de døren, men den som kom inn, det var ulven! Nå ble de stakkars ungene redde og ville gjemme seg.

Den ene sprang under bordet, den andre opp i sengen, den tredje inn i ovnen, den fjerde i kjøkkenet, den femte i skapet, den sjette under vaskefatet og den syvende i klokkekassen. Men ulven fant dem etter tur, og han var så glupsk at han slukte dem alle sammen. Bare den minste i klokkekassen kunne han ikke finne.

Men nå var han ordentlig mett også. Derfor ruslet han ut på vollen og la seg under et tre, og der sovnet han.

Like etter kom en geitemor hjem fra skogen. Og hva var det hun så? Døren stod på vidt gap, stoler og benker var kastet om hverandre. Vaskefatet lå i småbiter på gulvet, og tepper og puter var revet ut av sengen. Hun lette og lette etter barna, men kunne ikke finne dem. Hun ropte på dem også, den ene etter den andre, men ingen svarte. Endelig, da hun kom til den yngste, svarte en tynn, liten stemme: - Jeg er i klokkekassen, mor! Geitemor halte ham ut, og så fortalte han at ulven hadde kommet og ett opp alle de andre. Stakkars geitemor, hun gråt og gråt.

Til slutt gikk hun utenfor, og det vesle kjeet løp med. Da de kom ut på vollen, så de ulven som lå under treet og snorket så grenene skalv. Geitemor så nøye på den, og plutselig så hun at noe rørte seg inne i den store, fulle ulvemaven. - Å nei, å nei, tenkte hun, - kanskje de stakkars barna mine lever ennå! Så løp hun inn etter kniv og nål og tråd og skar opp maven på ulven. Og etter som hun skar, spratt killingene ut, den ene etter den andre, til de var der alle seks. De var like levende som før og hadde ikke lidd noe vondt.

Nå ble det vel glede! De fløy rett i armene på mor og hoppet omkring henne, men mor sa: - Gå og plukk sammen mange, mange gråstein, barn. Vi vil fylle maven på ulven mens den sover.

Og så stappet de hele ulvemaven full med stein, så mange som de kunne få inn. Geitemor sydde maven sammen igjen. og ulven merket ingen ting og rørte ikke på seg engang.

Til slutt var ulven utsovet og reiste seg. Men den var blitt tørst av alle steinene i maven og ville gå ned til brønnen for å drikke. Da den begynte å gå, skranglet steinene inne i maven på den, og ulven ropte:

Hva ramler og skramler i maven min? Det skulle vel være geitebein, men jamen kjennes det ikke som stein!

Da den kom til brønnen og bøyde seg utover kanten for å drikke, ramlet alle steinene fremovre og trakk den med seg ned i vannet så den druknet.

De syv små geitekillingene sprang bort til brønnen og ropte: - Ulven er død! Ulven er død! Og så danset de med moren sin rundt brønnen, så glade var de over at den stygge ulven hadde druknet.



Change: Change: